Efter murens fald har Willenbrock skiftet jobbet som ansat ingeniør i DDR ud med en tilværelse som brugtvognshandler i Berlin. Det kan måske virke som et statusfald, men Willenbrocks lille gescheft går rigtigt godt, og han kan kun være tilfreds med det magelige liv, han nu lever. Ikke mindst fordi han udover den arbejdsmæssige succes, også har et ganske bekvemt privatliv. Han holder oprigtigt af sin kone Susanne, men opretholder alligevel et vekslende antal affærer med kvindelige kunder. Alligevel er der noget, der skurrer. Der er en distance i alt, hvad han laver, og han gribes af en stigende utryghed. I hans tidligere liv var alt overvåget og kontrolleret. Nu interesserer myndighederne sig ikke engang for, om han bliver bestjålet eller for den sags skyld overfaldet. Hein, der selv levede i DDR, har skrevet en blændende bog om et fremmedgjort menneske. Han udnytter til fulde mulighederne for at sammenligne forholdene før og efter omvæltningerne til at flytte konflikten helt ind i hovedpersonen. W's konflikter udspringer nok af de ydre vilkår, men er alligevel alment menneskelige. Bogen er skrevet i et stille tonefald fyldt med afdæmpet dramatik, og bogen fortjener en langt større udbredelse end den, der sædvanligvis bliver tyske romaner til del.