Heksen Winnie, som vi kender fra bogen af samme navn, lider under vinterkulden og beslutter sig for at gøre noget ved sagen. Efter grundige studier i tryllebogen og fem sving med tryllestaven har hun tryllet vinter til sommer, dvs. udenfor stakittet til hendes have er det stadig vinter. Så Winnie får ikke lov til at nyde sin lokale sommer alene. Inden længe er haven oversvømmet af horder af hensynsløse solhungrende, og da Hjemisbilen dukker op bliver det dråben, der får Winnie til prompte at trylle vinteren tilbage. Det er det spinkle skelet i historien, som billederne klæder på til skæg og ballade. I sin detaljerige skildring af små subkulturer i fortællingen minder stilen om Nordqvists, men Paul supplerer med fnisende småmakabre udbygninger på teksten. Fx får vi at vide, at katten Wilbur heller ikke kan fordrage vinteren, men som vi ser ham snige sig ind gennem kattelemmen med et lumsk veltilfreds smil - og to fuglefjer - om munden, kan vi gætte os til, hvordan det er gået den stakkels fugl, der på foregående billede sad fastfrosset i springvandet, og vi kender også historien bag den lille sirlige benrad i den kolde sne på næste billede. Små kolde gys og uforpligtende underholdning for de 3-4 årige og ældre.