Wuppertal : digte

Kasper Nefer Olsen dedikerer sin digtsamling, hvor han vellykket leger med sproget, til "dem der aldrig gir op". Til dem som læser dansk lyrik med sproglig kant.

En blanding af korte og lidt længere prosadigte, der alle har titler. Her er refleksioner over mennesket som med sin bevidsthed møder verden, og de andre mennesker vi tvinges til at forholde os til: "mennesket kommer altid ud af en hule/ for at finde sig selv i en anden/ vi går ikke over Styx efter vand/ det kommer ganske langsomt sejlende til os." Og der er tanker om at være menneske fx i digtet "Antitrist": "jo bedre menneske du er/ jo mer bliver du hadet/ derved øger du mængden af had/ det kan ikke være godt/ det var bedre/ at være dårligere/ men trist." Kasper Nefer Olsen (f. 1960) er digter, filosof og komponist.

Tankevækkende og interessant digtsamling, som jeg forestiller mig er skrevet ud af en søvnløs nat på grænsen mellem sovende og vågen tilstand. Nogle af digtene er korte strofer, som minder mig om gruk, fx "der er dem der dør/ når de bliver født/, de fleste når lidt længere/ et stjernetegn eller to/ de færreste tar hele kredsen med/ det er dem der bliver født/ når de dør.".

Nogle af digtene får mig til at tænke på Piet Heins gruk, men ellers har samlingen sit unikke udtryk.

Read the full assessment