Serien Ledere har hidtil omfattet personer, der i det 20. århundrede har spillet en afgørende rolle på den storpolitiske scene. Nærværende bog præsenterer Yassir Arafat og har så taget skridtet ind i det ny århundrede. Bogen beskriver for en stor del hele konflikten Israel/Palæstina og nabolandene sideløbende med Arafats rolle på den politiske arena og ikke mindst i kulisserne. Det er en nyttig bog at orientere sig i for interesserede unge og voksne, med eller uden studiemæssigt motiv, fordi den objektivt informerer om baggrund for og udvikling af konflikten fra den jødiske indvandring i begyndelsen af 1900-tallet og til sidste nyt januar 2003. Arafats barndom og ungdom forbindes med Gaza, Jerusalem og universitetet i Cairo, og vi ser en tidligt politisk aktiv ildsjæl, der ufortrødent kæmper for Palæstina, som guerillasoldat, som ingeniør i Kuwait, i eksil, som leder af PLO, og når han træder mere offentligt frem. De få referencer til personlige kilder lader ane, hvilken styrke og strategi, han har formået at lægge i sagen. God typografi og opsætning med fotos, tidsoversigt, ordliste.