En velegnet og instruktiv bog for dem der på egen hånd vil dyrke de fysiske yogaøvelser, og for de mere viderekomne der i bogen og på den medfølgende cd kan følge programmer på forskellige niveauer.
Forfatteren, der er diplomuddannet yogalærer og indehaver af en yogaskole på Frederiksberg, har skrevet denne instruktionsbog med øvelser i hatha-yoga, der er den mest udbredte yogaform i Vesten. Efter en kort introduktion til yogafilosofien giver hun en instruktion til godt en snes fysiske øvelser og åndedrætsøvelser. Der er indledende forklaringer på hver øvelses funktion og de gavnlige virkninger den har, og på hvordan man kan kompensere, hvis man har forskellige fysiske skavanker. Så beskrives hvordan øvelsen gennemføres trin for trin ledsaget af tydelige og instruktive fotografier af forfatteren i aktion. Som afslutning sammensættes øvelserne til programmer der rækker fra begyndere til øvede.
I det store udbud af praktiske yogabøger hører denne, sammen med Tara Frasers bøger Yoga for alle, 2002 og Yoga for begyndere, 2005, til blandt de bedste.
En god, instruktiv og veltilrettelagt bog der forklarer, hvordan man selv kan praktisere øvelser inden for hatha-yogaen.