Woody Allen er i sin nye film vendt tilbage til London, og han skuffer ikke sine fans med en veloplagt skæbnekomedie, der med sin venlige karikatur over moderne drømme om at ville noget andet, leverer tankevækkende underholdning også til ikke inkarnerede Allen-beundrere. Fra 15 år.
Helena er blevet forladt af sin mand Alfie efter 40 års ægteskab. Hun søger trøst hos spåkonen Cristal, der kan sige, at hun kun har gode ting i vente i livet. Måske mødet med en høj, mørk fremmed. Den ungdoms- og kropsfikserede Alfie skuffes over ungkarlelivet og gifter sig med den unge prostituerede Charmaine, der malker ham for penge. Helena og Alfies datter Sally er gift med Roy, der drømmer om en karriere som forfatter. Og om pigen i rødt i nabovinduet. Sally kan ikke stå for sin chef, galleriejeren Greg. Skæbnen er lunefuld, og det udvikler sig grotesk i både tragisk og komisk retning for familien.
Som i sine bedste film forener Woody Allen i en perfekt, musikalsk fortællestil komedien og tragedien. Med en anonym fortællerstemme i baggrunden springes elegant mellem forskellige tidsplaner. Det er en tragisk komisk fortælling om en familie i forfald, og personernes traumatiske og neurotiske forhold til tilværelsen skildres som i hans tidligere film både morsomt og resignerende.
Det handler om drømmen om noget andet. Om pigen overfor, om chefen, karrieren og mødet med en høj, mørk fremmed. Om ikke at blive gammel. At stræbe efter noget bedre. Her er filmen noget misantropisk, men samtidig dejlig komisk.