Zero girl er for unge og voksne med smag for skæve tegneserier.
Outsideren Amy Smootster på 16 er forelsket i sin meget ældre erhvervsvejleder Tim Foster, og interessen er gengældt, trods det indlysende problematiske i forholdet. Både Amys klassekammerater og Tims kolleger forsøger at forpurre affæren, som da også er dømt til at mislykkes - selv om Amy og Tim kæmper en brav kamp imod overmagten, på det grafiske plan anskueliggjort via deres helt håndgribelige kamp mod magiske modstandere og livsfarlige monstre. Fortællingens symbolske indslag giver helheden et overnaturligt og fantastisk præg, en slags magisk realisme, mens den grundlæggende forelskelseshistorie er ganske enkel. Sam Kieths billedside er til gengæld alt andet end enkel. Udtryksformen skifter hele tiden mellem forskellige stilarter, og de grafiske excesser gør det ligefrem til tider svært at genkende personerne fra billede til billede. Den uhomogene billedside er et bevidst stiltræk, som til dels understøtter persontegningen, men som primært fungerer som gimmick.
Sam Kieth har bl.a. stået for billedsiden i de tidligste bind af Neil Gaimans fortællecyklus Sandman. Også her kunne læseren opleve den voldsomme grafiske ujævnhed, der nok fremstår som tegnerens tydeligste kendetegn.
Tager man begivenhederne i Zero girl for pålydende, ligner historien en fantasyfortælling. Men de mange grafiske udenomsværker dækker over en på handlingsplanet helt jordnær umulig-kærligheds-historie. På godt og ondt.