Kan Emma overleve i en verden domineret af levende døde zombier, og lykkes det hende at finde sin forsvundne bror, eller er han også blevet til en zombie? For 11-13-årige.
I 2014 kom Zombierne - Elias' bog, hvor drengen Elias var hovedperson. Denne bog er den anden bog i zombie-serien, og her er det Elias' søster Emmas historie vi hører. Bogen begynder, hvor den første bog sluttede. Emma har mødt drengen Sebastian, og sammen forsøger de at klare sig ved at spise og sove om dagen og skjule sig om natten for de blodtørstige zombier, der har overtaget magten, og som angriber i mørket og er desperate efter menneskeblod. De to møder både venner og fjender og får en tid beskyttelse i en gammel dames hus.
2. del af Magnus Nordins zombie-serie er som den første bog velskrevet og en meget spændende og uhyggelig gyser. Emmas historie er meget længere end Elias' historie i den 1. bog, og den er sværere og mere skræmmende, så bogen kan først læses fra ca. 11 år. Som i 1. bog er historien illustreret med flotte og uhyggelige tegninger i farverne sort og rød. De passer til den grufulde fortælling, som på grund af tegningerne nogle steder næsten ligner en tegneserie.
Bogens handling ligner lidt handlingen i Benni Bødkers serie "Zombie City". Den minder også om bøgerne i Bødkers science fiction-serie "Kaptajn Prometeus", som har samme illustrator.