Kærlighedens paradokser

Blaise har i 9 år levet en dobbelttilværelse. Han er psykiater, gift med den ham hengivne, lykkelige, harmoniske Harriet, søn David, en smuk ung dreng, lidt af en enspænder. Samtidig har han haft en anden menage med en lidenskabelig elskerinde Emily og deres lidt tilbagestående søn Luca. Situationen tilspidses, Emily vil have Blaise helt, han må gå til bekendelse over for Harriet, der tager cftoket kærligt, forstående, tilgivende. Men det er ikke nok for Emily at Blaise helst lever videre med begge menager gående i fordragelighed. Emily trækker ham til sig, til gengæld trækker Harriet Luca til sig. Harriet dør ved en ulykke og Blaise kan med god samvittighed gifte sig med Emily. Omkring disse personer bevæger der sig som altid i IMs romaner en række meget selvstændige og originale personer, der alle indvikles med hovedpersonerne på sindrige møder, og påvirkes af dem. Som hovedperson står forfatteren, Montague Small, der bruges som grædepude af såvel voksne som børn i de tomenager, mens han selv lider døgnet rundt af sorg over sin nyligt afdød hustru og over bevidstheden om hendes mange kærlighedsaffærer. Bogen er som altid velskrevet og underholdende, men Blaises vaklen mellem de to kvinder er lidt vel langtrukken. Ikke så spændende som Den sorte prins (73.37.85) men man fængsles altid af IMs personer og deres handlinger og tanker, selvom ingen af dem er umiddelbart tiltalende. Til glæde og underholdning for Murdoch fans.

Læs hele vurderingen