Tramping, siger fortælleren, er kunsten at vagabondere som blind passager på et tog. I denne lidt ejendommelige bog - vistnok en slags selvbiografisk roman, skrevet under pseudonym, det er ikke rigtig til at blive klog på - fortælled W om tilværelsen som tramp i Canada under den store depression i 30'erne. Bogen er dels en beretning om de hårde eksistensvilkår, om lykken ved at have arbejde, om at tigge, om at sulte (men den er ikke derfor Jack London'sk, som man måske kunne tænke), dels en beskrivelse af fortællerens specielle selveksperimenterende psyke, og endelig en slags opgør med Den gamle Verden - hvortil fortælleren trods alt tilbageekspederes af myndighederne. Bogen er såmænd både ganske spændende og ganske tankevækkende, men læsningen hæmmes af et vist krukkeri, et besynderligt sprog, spækket med amerikanismer, sine steder ganske originalt, sine steder skæmmet af klicheer. Hovedindtrykket bliver, at stoffet - og vistnok også talentet - er ægte nok, men at bogen villehave vundet ved nok en filtrering.