I bind 3 fortsætter S. sin skildring af øhavet, denne gang lejre, deres indretning, hierarkiet i lejrsystemet og i den enkelte lejr, livet og overlevelsesvilkårene i dem. Linien trækkes tilbage til lejrene i det gamle Rusland, både for at vise, at de ikke er en sovjetisk opfindelse, for at vise, at de har været i funktion lige siden oktoberrevolutionen og for at vise, at lejrsystemets omfang på sin højde nåede gigantiske dimensioner, af S. anslået til et beboerantal på 15 millioner. Som i de to første bind bygger S. her på et antal indsamlede beretninger, her stærkt suppleret med forfatterens egne lejrerindringer. Bindet er fuldt af harme og lidenskab, det har sin styrke i at bygge på et overvældende materiale. Som dokumentsamling virker det stærkt i det kvantitative, medens de utallige navne på personer og institutioner gør læsningen noget trættende. Men meningen har sandelig heller ikke været at skabe behagelig læsning.