Vibeke Vasbo har længe været aktiv i Rødstrømpebevægelsen og i den lesbiske bevægelse. Efter ca. et år som sygehjælper på Bispebjerg Hospital, flytter hun til Oslo, søger arbejde, og bliverkranfører på en stor koncern i Jernindustrien. Bogen er hendes dagbog - ført fra dec. 75 til juni 76: tanker over arbejdet, kollegerne, fagforeningsproblemer, heteroseksuelles behandling afhomoseksuelle, kvinders vilkår og at kvindekampen er selvstændig og ikke underordnet klassekampen. Ved hyppig sammenstilling af erindringer fra sygehjælperarbejdet med det såkaldt hårdemandearbejde i kranen, konkluderer hun, at det hårde arbejde faktisk var kvindearbejdet - det fysisk letteste, mandsarbejdet. Hvordan harmonerer denne erfaring med ideologien om at kvinder er såsvage, at de ikke kan klare fysisk arbejde? Jo - kvinderne er så udslidte, at de ikke har kræfter til at fortælle videre, hvordan det er i virkeligheden. Derfor: »aldrig mere kvindefag«. For atfortælle dette - og for at animere andrekvinder til det samme -har V. V. skrevet sin bog. En kontant, åben og meget oplysende bog.