Basisgruppen er et meget væsentligt led i den moderne kvindebevægelse, men en fyldig beskrivelse af metoden har ikke hidtil været tilgængelig på dansk. Derfor er den foreliggende bog særdeles velkommen. Den gennemgår to amerikanske og én dansk vejledning i basisgruppe-arbejde, og beskrivelsen af den forskel, der opstår ved, at man ikke i Danmark som i USA kan sidestille kønskamp og racekamp, er meget interessant. Forf. beskæftiger sig derefter indgående med de to tilsigtede virkninger af deltagelse i en basisgruppe: den psykisk-terapeutiske, som følger af, at deltagerne får åbnet for undertrykte personlige problemer og erkender, at de er alment kvindelige, og den politiske bevidstgørelse, som skulle følge heraf. At første del af målsætningen opfyldes, belyses ved mange personlige udsagn. I hvilken grad og hvordan anden del, den politiske aktivitet, udspringer heraf, lader forf. stå åbent efter at have opstillet en række spørgsmål til overvejelse. Her kunne man have ønsket dentilføjelse, at det vel også er et åbent spørgsmål, hvilken politisk erkendelse, den enkelte når frem til. - Bogen indgår i rækken af Danmarks pædagogiske instituts publikationer. Dette bør ikke forlede til at tro, at den er utilgængelig for lægfolk. Sproget og stilen er fremragende ligetil, og de få nødvendige faggloser er fyldestgørende forklaret.