En sagte raslen

Lola Baidels digte går lige ind. De er letløbende, talenære, fulde af alvor og humor, måske ikke vellykkede i litterær forstand, men i hvert fald frejdige og fantasifulde. De handler mest om, hvordan man lever, og hvordan man har det med sig selv og andre, når man holder sig åben, modtagelig, sansende og sværger til den fri kærlighed, som ikke binder mennesker ynkeligt sammen, men afsætter sarte og bløde pletter efter adskillelsen. Kønt kan det lyde: "Du gør mig smuk / fylder mig ud så ligeligt / at mit sind / hviler afbalanceret og roligt / i sig selv" f. eks. Digtene er næsten alle i jeg-form, og selv om man selvfølgelig skal være varsom med at identificere stemmen med digterens egen, så synes netop det, at være hensigten her: ikke raffinerede rollespil, men en pige, som skriver jeg, fordi det betyder jeg uden dikkedarer. Men selvfølgelig hviler digtene og deres tilværelses-holdning udelukkende på det grundlag, de sidste års kvindebevægelse og kvindelitteratur har skabt. ..For nu at slutte lidt pedantisk.

Læs hele vurderingen