T. S. Høegs debutbog er, som allerede antydet i titlen, en dobbelt affære. Den er således dels et amokløb i ord, et sæt tekster, hvor farten, skiftene og overgearingen ind imellem tager pusten fra læseren, dels en beretning fra et univers præget af koma, af ikke-bevidsthed, af mangel på illusioner, af værdinedskrivning. Der er passager i bogen, som er manierede, poserende og overdrevent enten narcissistiske eller kryptiske, men bogen som helhed betragtet er interessant. Fordi den, som under en terapeutisk session afdækker nogle lag af den skrivendes bevidsthed. Beskriver udviklingen fra barn til voksen i en slags automatpoesi, hvor meget må falde væk som fyld og tomgang, men hvor væsentlige dele af bogen står som stærke dokumenter, der formulerer en trodsig protest, som overgår det meste af, hvad punk-generationen ellers er kommet med. Ubevidst eller bevidst er Høeg i besiddelse af en fantasi og en formuleringsevne, som ikke lader sig betvivle. Denne bog kan anskaffes foransatsernes skyld, men man må håbe at kommende bøger kommer til at fremstå mere redigerede, bearbejdede.