Som det signaleres allerede på omslaget og i titlen på Svend Ranilds (f. 1951) debutbog er der et stærkt indslag af spil og tryllekunst til stede i hans digte. De uhyre sprogbevidste digtejonglerer suverænt og ironisk med ordene, og forsøger bestandig at overskride eller flytte grænser; »Det er klart trylleri,/ ord der ikke vil stå stille/ hvis de skal leve og/ være til/ noget.«Selve skriveprocessen er hele tiden udgangspunktet: papiret, den hvide, forskelsløse flade, som sproget afsætter mærker og betydning i. Teksterne aftegner et udviklingsforløb, ffa barnetsumiddelbare tagen verden og sproget i besiddelse, til manddommens reflekterede bevidsthed om tiden og døden/ophøret som det der afgrænser et liv. Overalt drejer det sig om at komme på sporet af enmening el. sammenhæng, som aldrig er til stede som ren fylde, men kun gennem ordenes stadige tilnærmelser -altid på sprogets afstand, »men aldrig helt ned/ hvor alting løber sammen/ og givermening.« SR arbejder modent ogkunstnerisk overbevisende i forlængelse af konkretismens og systemdigtningens sprogbevidstned, men også med et distancerende element af humor og leg som er helt hanseget. Kun undtagelsesvis undgår digtene ikke en vis monotoni i den stadige strøm af billedopbygning- og nedbrydning.