Frøet der blev til en blomst

Digte om at finde styrke i sig selv og sit ophav, når man føler sig afvist bl.a. pga. racisme. Til læsere af samfundsdebatterende poesi.

Digtsamling om kulturelle og familiære tilhørsforhold, styrke, håb og sorg, kærlighed og tab. I første del kredses især om digterjegets forældre. Jeget hylder sin mor og finder styrke i sit ophav: "jeg bærer / på flere / sprog / men min tunge / hviler trygt på / dansk // mor / jeg spørger dig / hvordan man siger / jeg elsker dig / på swahili // men / den / frase / eksisterer // ikke". I anden del handler det om sorgen over at miste en elsket. Metaforen benyttes generelt som litterært greb, som fx her, hvor det handler om at miste en kæreste: "jeg holdt op med / at græde / over dig / for / hvad er / pointen / i at vande / en død / have". I de to sidste dele rettes blikket ud mod samfundet. Her er vrede over forskelsbehandling og man fornemmer en splittelse mellem to kulturer. I sidste del kommer jeget videre: "jeg kyssede / min krop / satte gang i en / revolution" og "jeg såede frøene / i min egen / have / snart / gik jeg omkring / i et paradis / af blomster // jeg er / min egen / store kærlighed / jeg var / særlig / for han sagde det".

Det er klassisk centrallyrik med mange metaforer. Fortællingen om at finde stolthed i dén, man er, vil inspirere mange.

For en mere agiteret poesi om racisme, se bl.a. Koleka Putumas Hullo, Bu-Bye, Koko, come inPå min huds sorthed eller På min huds sorthedFor en mere agiteret poesi om racisme, se bl.a. Koleka Putumas Hullo, Bu-Bye, Koko, come in eller .

Læs hele vurderingen

Det enkelte og kortfattede er denne digtsamlings store styrke. Zahor sætter ord på både kærlighed, tab og det at stå i kærestesorg med angsten i baghold.Der findes bøger, der stiller sig an; kræver og...

Læs anmeldelse