Kiki er lige startet i skole, og det synes hun er både lidt svært og kedeligt. Heldigvis er hun fuld af gode idéer. Før hun ved af det, har hun og Alma lavet kruseduller på skolens toilet - med det resultat, at de ender under tordenskyen. Illustreret højtlæsningsbog for børn på 6-8 år.
Katinka, som bliver kaldt Kiki, er lige begyndt i skole. Hun savner sin børnehave - og især sin bedste veninde, Matilde. Det er ikke så nemt at sidde stille og lytte efter. Men Kiki kan et trick! Når hun keder sig alt for meget, siger hun, at hun skal på toilettet. Denne gang er Alma der allerede - og hun har tusser med. Kiki får en idé: De skal lave flotte kruseduller på alle væggene. Da det bliver opdaget, ender de begge under tordenskyen på tavlen sammen med de andre frække børn i klassen. Heldigvis bliver Kikis mor ikke rigtig sur, for hun kan faktisk godt lide graffiti. Men mon Kikis mor også vil synes om kruseduller på sit eget badeværelse?.
Sød og sjov historie om Kiki, der er fyldt med spilopper. Sprudlende historie, der er perfekt højtlæsning for skolestartere. Bogen er fantastisk flot gennemillustreret med livlige og charmerende illustrationer.
En god serie om skolestart er serien om Karen, som begynder med Karen begynder ikke i skole.