Det største projekt i Thorkild Hansens stort anlagte forfatterskab skulle være en række udgivelser af hans dagbøger i 10-12 bind: det egentlige hovedværk. Vi fik De søde piger, 1974, udgivetaf ham selv, og den posthume Et atelier i Paris, 1990 - prægtige bøger, men, godtgør Behrendt i dette murstensværk, det var ikke ægte dagbøger men selvbiografisk stof i stærkt redigeret form.Bøgerne omhandlede Th.H.'s ungdomsår, primært pariserårene, og det er dem, der er dette værks emne. Og mest fylder også afdækningen af det forhold mellem den unge Th.H. og den velhavende,biseksuelle finansfyrste Jean Seillière, som Th.H. påstod var platonisk, hvilket man som læser havde sine kvaler ved at fæste lid til. Forholdet var et fuldbyrdet homoseksuelt forhold, kan Behrendtfastslå med sikkerhed: hans righoldige kilder viser det. Men det var ikke en ung mands udnytten en hovedrig mæcen, de to var venner og bevarede venskabet også i årene efter. "Djævlepagten" erTh.H.'s salg af retten til udgivelsenaf resten af sine dagbøger i 1974, men han har tidligere iflg. Behrendt solgt sig selv til djævelen som ung - og som moden ville han bryde kontrakten - ogdøde. Disse begivenheder konstituerer som poler bogens enorme stof. Den borer dybt, er næsten kriminologisk i sit anlæg, og meget velfortalt og trods sit omfang et konstant inciterende hovedværk omTh.H.