Bogens hensigt er at beskrive teori og praksis i animationsteatret - det der lidt begrænsende og folkeligt kaldes dukketeater. Det sker med stærk veneration for emnet og en meget grundig gennemgang af de elementer der er karakteristiske for denne teaterform: scenografien, animationen, dukkerne, maskerne, figurerne, rollerne, rummet, filosofien og forhistorien. Endelig behandles emnets didaktiske perspektiv. De 10 kapitler er illustreret med sort/hvide fotos og historiske tegninger. Enkelte afsnit om dukker, figurer, fingerstillinger, m. m. er forsynet med illustrative modeltegninger. Bagest i bogen litteraturliste, men ingen registerhenvisninger. Ingen tvivl om at den interesserede og fagligt velfunderede lærer vil have stor fornøjelse af bogen. Forfatteren har hold på og holdninger til sit stof. Det kniber mere at vække interessen hos den mere forudsætningsløse læser/lærer. Her har bogen en udpræget tendens til at lukke sig om sig selv med et relativt højt akademisk stilleje, bredt formulerede og ikke særlig præcise udmeldinger om, hvordan det pædagogiske potentiale kan omsættes i praksis og en del ydre, eksklusiv staffage om commedia dell'arte tradition og japansk Bunraku-teater. Derfor bliver dette nok bogen der introducerer animationsteatret på dansk, men næppe den der i bred forstand vil medvirke til at skabe interesse for området i folkeskolen.