Med Vinger af tårer har forfatteren ønsket at mindes sin mormor Christine, som var sigøjner. Vi følger Christine og slægten i perioden fra ca. 1870 til 1950'erne. Hendes skæbne var hård, forfulgt og ildeset som sigøjner, og da hun ved et råt og brutalt overfald mister sin stamme, gør det hende rodløs. Derefter slår hun sig fast ned i nærheden af Nyborg, hvor hendes barndoms- og ven for livet, gårdmandssønnen Emil bor. Deres liv og skæbne er tæt forbundet, de hjælper hinanden i gennem mange svære oplevelser. Christine har svært ved at leve med mistroen fra omgivelserne, og deres angst for det fremmede og anderledes, selv har hun svært ved at tilpasse sig og få sigøjnernes leveregler og ritualer til at passe ind i et "civiliseret" samfund. Der er i hendes liv god basis for et medrivende kvindeportræt, det autentiske forlæg er i høj grad til stede. Desværre bliver hun ikke rigtig levende. Hendes lange og spændende liv flimrer hen over siderne, ind i mellem er det svært at holde rede på hvor man er tidsmæssigt, sproget er jævnt og ligefremt, men fastholder ikke rigtig en som læser. Ærgerligt for Christine havde fortjent langt bedre.