I ghettoen er der ingen sommerfugle : digte af børn og unge fra Theresienstadt

Om sine oplevelser som 13-årig har forfatteren tidligere udgivet romanen Ben (97/25), der fik en god modtagelse af kritikken. Med denne bog udgiver han 42 digte, der blev til på et af ungdomshjemmene, der lå i forbindelse med Theresienstadt. Paul Aron overlevede som den eneste af sin gruppe på 43 børn. De andre blev sendt til Auschwitz for at dø. Bogens tekster stammer fra et lille tidsskrift "Vedem" - vi går frem, som de tjekkiske drenge på et af hjemmene 1943-44 udsendte hver uge med digte, historier, tegninger og kommentarer til deres liv i lejren. Det er naturligvis rystende læsning, digte, der taler direkte fra graven, men ofte nøgternt og smukt beskriver den abnorme situation, de deporterede jøder var i. En nødvendig bog, som sikkert vil interessere de mange jævnaldrende unge, som i disse år skriver opgaver om nazitidens rædsler.

Læs hele vurderingen

Disse digte skal ikke indgå i vores samlinger på grund af litterære værdier, men fordi de dokumenterer en virkelighed, som er ufattelig. At nogle af digtene samtidig vidner om en højt udviklet sproglig sans føjer blot endnu en dimension til beskrivelsen af dét, der er ubeskriveligt. Redaktøren af denne antologi har tidligere beskrevet sine oplevelser som jødisk nazi-fange i romanen Ben. Her bidrager han med et enkelt nyskrevet digt i en antologi, der ellers rummer digte af 12-24-årige fanger i Theresienstadt. På forunderlig vis beskriver digtene ofte grusomheden sammen med de lyse sider af tilværelsen, så det næsten virker bizart på den magelige, forkælede læser. Man tror gerne hvad én af digterne skriver: at der ikke fandtes sommerfugle i Theresienstadt - men de findes jo, sommerfuglene. Antologien vil kunne bruges i historieundervisningen og til elevernes selvstændige arbejde fra 7. klassetrin, hvor den kan supplere de senere års udgivelser af tegninger og dokumentariske beretninger. Bogen er iøvrigt også et eksempel på godt boghåndværk.

Læs hele vurderingen