Vi har allerede hørt meget om den fattige islandske familie fra Reykjavik i Fodspor på himlen (1999) og Drømme på jorden (2001). Også her i tredje del af de roste slægtsromaner hvirvles man ind i familiens mange historier, om plattenslagere, ågerkarle, alkoholikere, spåkoner, troende, sundhedsapostle mv. i tiden omkring 2. verdenskrig. Det er brødrene Ivar og Ragnar, sønner af Olaf og Gudny, vi følger. Ivar er en drømmer og pengepuger og han fortæller dejlige historier om et luksusliv i udlandet. Han er fanatisk vegetar og sundhedsdiscipel og får en datter, Kristin, men vil ikke kendes ved hende. Ragnar er socialist og idealist og tager til Spanien for at kæmpe i borgerkrigen, men vender såret og mærket hjem. Han gifter sig med den handlekraftige Helga, som engageret kæmper for bedre sociale vilkår. Men fattigdommen slipper ikke taget i dem, de får børn men skilles igen og Ragnar ender som taxachauffør. Der er en legende lethed og munterhed tilstede, selv om historierne er sørgelige. Alle har deres egne forestillinger og forsøger at bygge andre verdener op, hvad enten det er religiøs fanatisme, politik eller sundhed. Det er i sandhed et aldeles forførende fortællerunivers.