Til læsere der holder af en god historie om social ulighed, kærlighed, familieforhold og ikke mindst det komplicerede forhold, der kan være mellem mor og datter. Bredt anvendelig men primært for kvindelige læsere.
Kirsten våger over sin mor Agnes på et plejehjem. Kirsten er så vred på sin mor, at hun dårligt kan holde hende i hånden; hun afskyr tanken. Men Agnes er ikke den eneste Kirsten er vred på. Hele den nære familie lever ikke op til forventningerne, men pludselig møder Kirsten en mand, som vender op og ned på hendes liv, men tør hun gribe chancen for at ændre det? Sideløbende fortælles historien om uforløst kærlighed mellem mor og datter, om knoklelivet i social ulighed og om familielivets mange facetter på godt og ondt. Marx har skrevet en meget fin historie med sans for personskildringer og har en sublim evne til at beskrive livets mange udfordringer og efterfølgende konsekvenser på en meget overbevisende måde. Hun har siden 1982 skrevet bøger i forskellige genrer. Senest har hun udgivet Vådeskud, 2010. Med Sortehusene har hun tilføjet endnu en titel om svær kærlighed i sit vanlige sprog og stil.
Problematikken omkring de misforståede forhold, had og forsoninger i familien findes også i Guldagers bøger, som Nu er vi så her eller i Arseniktårnet af Ragde.
Fin historie om familielivets mange facetter med fokus på forholdet mellem mor og datter. Læsere af Vibeke Marx' forfatterskab og af lidt mere komplicerede familieromaner vil ikke blive skuffede.