Jeg må ikke begynde på noget : digte

Fine digte om dødsangst og håb, det private og det kollektive, under coronakarantænen. For læsere, som ønsker et personligt vidnesbyrd fra coronanedlukningen i 2020.

Autofiktivt episk digt i tre dele, Smitten I, II og III. Centralt står et jeg, Tomas, som man følger over nogle måneder under coronakarantænen 2020. Hans helbred er skrantende pga. anoreksi, og han er derfor blevet rådet til at tage væk fra storbyen. Digtenes nutid udspiller sig i det sommerhus, hvor han opholder sig med sin mand. Ud over fysiske helbredsproblemer har han desuden angst og depressiv adfærd i form af selvskade med snaps, hammer og søm. Svære minder fra fortiden iblandes nutiden, men skriveakten bliver en måde at finde ro på: "jeg skriver alting ned / fordi jeg ikke forstår min verden / på en anden måde", som det hedder i de tre første verslinjer. Isoleret i sommerhuset gør han sig overvejelser over samfundet og naturens krisetilstand.

Digtene lykkes med at tage et for 2020 højaktuelt emne, coronakrisen, og mixe det med dybere, eksistentielle overvejelser om lidelse (særligt i kristen forstand) og skyld m.m. Blandingen mellem den private smerte og det store kollektive afsavn lykkes også. Digtene står stærkest i 2. del, hvor der skrives ind til angstens kerne i et hæsblæsende, ængsteligt tempo.

Søren Fauth skriver også digte om anoreksi og angst og bruger musik som referencer i Digt om dødenJeg vil ikke tilbage. For flere digte om coronakrisen, se fx Caspar Erics Jeg vil ikke tilbageSøren Fauth skriver også digte om anoreksi og angst og bruger musik som referencer i Digt om døden. For flere digte om coronakrisen, se fx Caspar Erics .

Læs hele vurderingen