Stockholm, november 1935. Den brutale og rå antihelt Harry Kvist løslades fra fængslet, forelsket til op over begge ører i en ung knøs derindefra og med nye drømme. Men det kan han godt glemme, for volden og kriminaliteten stopper aldrig. Hårdkogt noir læsning for krimilæsere.
I Clinch førte begivenhederne til fængslingen af Harry Kvist, ex-bokser, ex-sømand, ex-alt muligt andet, nuværende gældsopkræver og privatdetektiv. Ved sin løsladelse har han i sin forelskede tilstand alle mulige ideer om at genoptage boksekarrieren, droppe spritten mm. Men han bliver hurtigt distraheret, for hans vaskekone er blevet dræbt, og man hævder at hendes enfoldige søn har gjort det. Det tror Harry ikke på, og sammen med vaskekonens nyopdukkede datter snuser han rundt i sagen og får fat i noget.
Man begynder at holde af det uskønne, drukfældige menneske, for dybt nede er han en mand, der hader uretfærdighed, magtbegær og politivold og som kæmper for den lille mand på gaden. Hans snushanemetoder er lige så rå, men kløgtigere end politiets. Miljø- og tidsbillede står skarpt som i første bind, og den sproglige præstation er overskudsagtig med sort humor. Det er en fordel at have læst første bind for at få det fulde billede af Kvisten og hans miljø.
Hvis det vinterlige, rå og historiske Stockholm fænger, kan man med fordel gå et par hundrede år tilbage i historien og læse krimien 1793 og møde andre aparte helte og en endnu mere rå virkelighed.