En ung kvinde tager på en rejse ud i de fire årstider i dette lange billeddigt stort set uden ord. En krydsning mellem en billedbog for børn og en tegneserie for voksne.
Et sted i en storby bor en ung kvinde. Det er vinter - markerer bogens indledende side. Kvinden tager afsted fra sit hjem i den grå by, tager toget og er pludselig ude i naturen. Og så begynder en lang rejse gennem den mennesketomme natur, hvor kvinden støder på tomme bygninger og blandt andet et dyr, der stjæler hendes tørklæde! Under rejsen krydser kvinden de fire årstider, årstider som både forstås ved ændringer i vind og vejr og som fysiske steder på et kort, kvinden finder i et fyrtårn. Da det bliver efterår, kommer hun tilbage til storbyen.
En ganske spændende og mærkværdig udgivelse. De sort/hvide illustrationer er holdt i en naiv, nærmest barnlig streg, uden at det fremstår amatøragtigt eller dårligt. Det giver nærmere værket, fortællingen, rejsen, en helt speciel karakter og stemning, og bogen er på sin helt egen måde ganske smuk. Der er mange muligheder for tolkninger, og der er meget at tale om. Værket kunne være et alternativ til store børn og unge mennesker, der er trætte af ord, da bogen netop kan bruges som en fortælling, man kan analysere uden at have fokus på det skrevne ord. Men bestemt ikke en udgivelse for alle, da den netop sætter sig mellem flere stole.
På mange måder, i forhold til rejsen, minder den om den fremragende billedbog Her kommer jeg!.