Rosenreglen

En ung kvinde flytter i kollektiv for at arbejde på sin performance til Aarhus Kunsthal. Men i arbejdet med kunsten indhenter fortiden hende. For den voksne læser med interesse for kunst og moderne litteratur.

Kathrine flytter ind i kollektivet hos sin kæreste Peter, men har meget svært ved at indgå i både det kollektivistiske mini-demokrati og kærlighedsrelationen til Peter. Mens hun udtænker det performative værk "Teenage Homicide", indhentes hun af fortiden, hvor hun har oplevet overgreb fra en fotograf, hendes mor havde sat hende op med. Fortid og nutid smelter sammen til et ikke helt ufarligt performativt værk.

Romanen fortælles i to spor; det ene i 2013 fortalt i jegform gennem Kathrine og det andet i 1999, hvor Kathrine taler direkte til sig selv som 13-årig, der oplever overgrebene og begynder at være selvskadende. De to spor fungerer upåklageligt, og Kathrines store ømhed for sit unge jeg er både rørende og smerteligt. Sproget er på en gang fyldt med højstemt alvor, men der er også humoristiske betragtninger af især de andre kollektivister, der er til stede som små økologiske klichéer i romanen. Kunsten bliver spillebane for alt det komplekse, som romanen handler om; krop, erindring og det skrøbelige sind og mere konkret; problematikken med overgreb og selvskade.

Tematisk kan romanen sammenlignes med OvergrebetDet jeg elskede. Kunsten som spillebane ses også hos Siri Hustvedt, fx i Det jeg elskedeTematisk kan romanen sammenlignes med Overgrebet. Kunsten som spillebane ses også hos Siri Hustvedt, fx i .

Læs hele vurderingen

En ung kvinde forbereder en kunstudstilling, der samtidig bliver et hævntogt, mens fortiden bliver mere og mere nærværende. Rasende god og lige så vigtig roman. I 2017 debuterede Liv Nimand Duvå med r...

Læs anmeldelse