Den beregnende Vivienne ernærer sig som højt betalt elskerinde for villige adelige mænd. Men da politiagenten Grant redder den smukke kvindes liv, må han modvilligt indse, at hun er mere end sit blakkede ry. Historisk 1800-tals romance i forfatterens vanlige stil, for alle fans af historiske kærlighedsromaner.
Den mere end 2 meter høje politiagent er kendt og beundret i hele London. Han har dog ingen adelig titel og må derfor finde sig i at stå i udkanten af det gode selskab. Selskabernes midtpunkt er derimod Vivienne, som dygtigt forfører hver eneste velhavende mand, hun kan komme i nærheden af. Grant må således nøjes med at drømme om hendes slanke, rødhårede skikkelse. Indtil den dag han redder hende i land efter et mislykket mordforsøg. Vivien har hukommelsestab og har endvidere tillagt sig et helt anderledes og dydigt sind, som Grant fascineres af. Hvem vil dog Vivienne til livs og hvorfor kan hun ikke huske noget?.
Dette er første bind i "Bow Street-serien" af Lisa Kleypas. Her er adelen ikke i hovedfokus, men 1800-tallets engelske samfund levendegøres og underholdningen er i top, nøjagtigt som i hendes andre serier, bl.a. "Wallflowers", "Hathaway" og "Ravenel-serien". Dog er her skruet lidt op for de erotiske skildringer, hvilket bestemt ikke gør noget.
Svenske Simona Ahrnstedts serie "Wadenstierna", hvor 1. bind hedder Ægtepagten, kan også anbefales.