Bøger / skønlitteratur / roman

Sjælenat


Beskrivelse


På hospice ligger en gammel mand for døden. Hans sjæl svæver ind på fødegangen, hvor den skal vælge en ny familie at fødes ind i.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. juni 2020

af

af

Merete Trap

d. 25. juni 2020

"Jeg er sjælen. Vilkårene skal jeg vælge. Nu i aften eller i nat." En anderledes roman om en sjæl, der skal vælge sit næste liv. Til det lidt ældre publikum, samt læsere af spirituelle fortællinger.

En ældre mand er døende på hospice, og hans sjæl skal finde en ny krop at tage bolig i. Sjælen svæver ind på fødegangen, hvor vi møder seks familier, som alle har en fortælling, som det lille barn vil blive født ind i. Hvilken familie skal sjælen vælge? Bogen består af seks enkeltstående fortællinger, som flettes sammen af den overordnede fortælling om sjælen, som skal tage bo i en ny menneskekrop. Grit Niklasson er jordemoder og har bl.a. også udgivet romanen Vold uden mærker.

Det er en roman, hvor hverdagens skæbnefortællinger bliver kombineret med det spirituelle, men de to vinkler ligger langt fra hinanden og kombineres ikke til fulde. Bogen er i et godt og lettilgængeligt sprog, dog i en lidt gammeldags tone, og læseren indfanges aldrig rigtigt af den ellers udmærkede historie. Det kan mærkes, at forfatteren har en stor indsigt i fødsler, men desværre fungerer bogen samlet set dårligt.

Kan sammenlignes med andre udgivelser, der handler om sjæle og genfødsel. Her kan nævnes Kate Atkinson Liv efter liv, som dog er på et andet niveau end herværende udgivelse.