Billedbog om at føle sig både lille og stor, om selvværd, opførsel og om at respektere andres følelser. Oplagt til en snak i børnehaven og i hjemmet. Fra 4-6 år.
Alfred kan ikke lide, at andre kigger på ham. Hver gang krymper han en smule. Den årlige familiefest er den allerværste. Alfred vil helst sidde under bordet, men så sker der noget uventet. Alfred kommer til at bøvse. Alle gæsterne bryder ud i latter, og Alfred opdager til sin overraskelse, at han begynder at vokse. Dagen efter slår Alfred en prut i børnehaven, og han vokser endnu mere - så meget at de andre børn bliver bange for ham. Men selv en stor dreng kan pludselig føle sig lille igen og have brug for en godnathistorie. Det er en skøn velskrevet historie, der flot suppleres, ja næsten overtages, af en charmerende og udtryksfuld billedside, der i stregen kan minde lidt om Kirsten Raagaards. Forfatter er kendt fra en stribe af børnebøger ofte i samarbejde med Gahrton, mens illustrator har udgivet flere billedbøger både som forfatter og illustrator fx Sille er sulten, 2014 og Petras prik, 2012.
Bogen har mange lighedspunkter med Fupz Aakesons Pigen der krøb, 1998, både i tematik og stil, men er mere "rund" i det. Af andre der handler om at føle sig usikker ved fester er fx Anton og kunsten at sige nej, 2013.
Skøn helstøbt og relevant billedbog om nogle følelser, som alle børn tumler med. Kan varmt anbefales.