Bøger / skønlitteratur / roman

Den faldende detektiv : krimi


Beskrivelse


Krimi. En ung universitetsforsker, der arbejder med ekstremistiske miljøer findes dræbt i en baggård i Stockholm. Leo Junker, der stadig kæmper med efterveer af oplevelser under sin sidste sag, bliver sat på sagen, men må snart aflevere den til Säpo, som i forvejen overvåger de ekstreme miljøer, som morderen formodentlig skal findes i.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. juni 2018

af

af

Jørgen Bartholdy

d. 22. juni 2018

I det betændte politiske miljø på de yderste fløje, hvor holdningerne står skarpt mod hinanden, men hvor parolerne klinger ens, er forræderi og mistanke om dobbeltspil daglig kost. Når det hele tilsættes et skvæt handlekraftig efterretningstjeneste, er grunden lagt til vold, og det der er værre. Solid thriller med appel til dem, der også interesserer sig for fløjpolitik.

En ung universitetslektor i sociologi findes op mod jul knivdræbt i Stockholm. Politimanden, Leo Junker, som vi første gang mødte i Den usynlige mand fra Salem og som stadig plages af minder fra den sag, bliver sat på sagen, der viser sig at have forbindelse til venstre- og højreradikale miljøer. Sagen er kompliceret, og en indblanding fra efterretningstjenesten, gør det ikke enklere. Bogen, der er kriminologen Christoffer Carlssons 4. på dansk, er 2. del af en trilogi.

Carlsson skriver langt over gængs standard for genren. Hans plot flyver ikke fra ham, og hans evne til at spidse handlingen til op til og under den afsluttende shoot out i en trøstesløs boligblok under en lammende snestorm, er enestående. Hans valg af en martret, misbrugende politimand som hovedperson er den eneste rekvisit, der er hentet i skuffen med trivialiteter.

Protokollen er et andet eksempel på en krimi hvor efterretningstjenesten må søge gerningsmænd i forskellige ekstremistiske miljøer.