Fremragende mørk metafysisk fabel, der udfordrer myten om barndommens uskyld og renhed og civilisationens tynde fernis over mørket i mennesket. For læsere med næse for en potentiel nyklassiker.
Tilsynekomst og 1 1/2 års tilstedeværelse af 32 vildtlevende og voldelige børn ændrer for altid San Cristóbal, en lille tropisk by, omgivet af jungle og flod. De epokegørende hændelser og ikke mindst civilsamfundets reaktion, beskrives 20 år senere af en af hovedpersonerne i en kronik vævet af fakta, beviser og rygter. Bogen er fyldt med mangfoldige, direkte som indirekte, intertekstuelle referencer og modtog i 2017 den store spanske litteraturpris Premio Herralde. Det er det første af forfatterens værker, der er oversat til dansk.
En fuldstændig fantastisk roman. Barsk og brutal i sin udlevering af hvad man kan få mennesker til at tænke og gøre, når de føler sig truede og står overfor det uforståelige. Den er brillant og betagende i sin tilnærmelse til "de vilde" børns farlige, foruroligende og fascinerende "lysende Republik". Den er næsten filmisk i sit udtryk, så man efterlades med uigendrivelige smukke sansemættede og uhyggelige billeder.
Parallelsamfund opbygget af børn ses mest i robinsonader, "det onde og ihjelslående barn" møder vi blandt andet hos Ray Bradbury og det underjordiske lysende rum finder vi fx i Historien om Ono og Elf.