Ud over afgrunden med åbne øjne

Fremtidsdystre digte med kapitalisme-, magt- og teknologikritik, men også om en mands hjertesorger. Til læsere af ny poesi.

Digtsamling i tre dele. Første del byder på kapitalisme-, magt- og teknologikritiske digte med et vokabular, der trækker på sci-fi-genren. Mennesket er et selvdestruktivt væsen i færd med at afvikle sig selv og planeten, hvis vi da ikke afløses af kunstig intelligens inden da: "JEG: ROBOT // Vi er fanget i en feedback-algoritme / vores vindue til verden er tilpasset / vores laveste træk / vores politikere kan ikke finde ud af at føre debat / vi / aber efter". Anden del fortsætter den dystre sci-fi-grundtone, men zoomer bl.a. ind på en kærlighedsrelation mellem et jeg og et du: "Der findes paralleluniverser hvor det aldrig blev os / hvor solen ikke blev af at skinne / hvor tale ikke blev besk / og bittersød / som klumpet kærnemælk (…)". Sidste del vender tilbage til sporet fra del 1, bl.a. med opfordringer til at leve livet fuldt ud: "Livet er en voldsom oplevelse / lige fra du / bliver skudt / skræmt og skrigende / ud (…) så lev hårdt / og / dø hårdere (…)". Omslag, design og fotos af forfatteren selv.

Digtene breder sig over et stort felt, lige fra generisk magtkritik til hjertesorger. Hvor de generiske digte kan opleves uvedkommende, gribes man af de (lidt for) få personligt-konkrete digte om hjertesorg og forældremyndighed.

For mere dyster sci-fi-inspireret poesi se fx Glenn Christians fremragende Vibrio.

Læs hele vurderingen