Rød vinter er vinteren 1968-69, den vinter da Lena, 17 år, skoleelev og bogens hovedperson, bliver bevidstgjort. Lena er med i Aktionsgruppen for Fornuftig undervisning, eleverne samler de oplysninger lærebøgerne udelader, Lena er til møde i Aktionsgruppen for socialistisk teaterarbejde, Lena overværer Cuba-ugen og deltager i den dertilhørende demonstration, Lena sælger Vietnam-bulletinen osv. Lena forelsker sig i en ung vikar, der heldigvis har de samme synspunkter, (han er forf.'s talerør). Lena prøvet at hjælpe en hjemløs mand, bogen slutter barsk med hans død i sneen foran et sygehus mens personalet ser til bag vinduerne. Så langt, så godt. Forf.'s intention, at bevidstgøre læserne (fra 13 år) om den verden, de lever i er sympatisk. Men der er gået nuancer tabt undervejs, man må sluge nogle floskler: »Hvis der ikke fandtes nogle rige, ville der heller ikke være nogle fattige. Alle mennesker ville kunne have det godt. Det er socialisme. Det var jo enkelt ogligetil.Hvorforvidste alle menneske ikke det der - når det var så enkelt? Fordi de ikke fik mulighed for at lære det i skolen. Hvorfor lærte de det ikke i skolen? Fordi skolen tjente kapitalisternes interesser« (s. 43). Andre synspunkter repræsenteres af Lenas far-skepsis, bedsteforældrene - tilfredse pensionister, der husker 30'ernes arbejdsløshed og lærerne, der repræsenterer det etablerede samfund. For mig er det en svaghed at W. tager så mange emner op, der ganske vist alle tjener til at vise skævhederne i det kapitalistiske samfund, det bevirker at bogen mangler kontinuitet, den bliver for spredt og derved lidt kedelig. Min hovedindvending er personerne, de gør de »rigtige« ting, tænker de »rigtige« tanker, de er aldrig i tvivl og de er aldrig levende, de virker som postulater, ikke som mennesker af kød og blod, med gode og dårlige egenskaber.
