De ti noveller skildrer i en traditionel johs. v. jensen-hemingway-steinbeck-stil Sydøstasiens overvejende forbandede, pletvis velsignede hverdag. Selv om forspillet er den »fede, hvide Tuan«s stilfærdige - sådan da - død, og selv om det er usminkede beretninger om tragiske skæbner, er der undervejs i de enkelte skildringer så meget oprør og så megen modild, at håbet ikke lades ude. Drømmen om det kulminerer i slutningsnovellen, »Fra en rejse«: »... Han vidste, at det han havde hørt og set stod i et ufatteligt forhold til hans kærlighed. Han vidste, at det han elskede hverken var et folk, en tro, et ideal eller en race. Han elskede et menneske ...«. Kompositorisk er ringen dermed sluttet: »han« er tilbage til den fede, hvide Tuans udgangspunkt. Ud over Jørn Riels evner til at komponere kommer hans evner til at tegne et portræt, at skildre en episode og at fastholde et handlingsforløb så at sige i hver eneste novelle til deres ret. Læsere af hans muntre bøger vil holde ved, oghan vil med disse noveller vinde nye. Hans umiddelbare sans for psykologiske hovedtræk og hans varme indføling slår så stærkt igennem i den traditionelle stil, han har valgt, at man glæder sig til hans næste bog. Også i det alvorlige har han sin egen facon.