Marianne Larsens fjerde digtsamling er lige så sikker, lige så original og lige så smuk som hendes tre øvrige. Hvad der navnligt falder i øjnene er en mærkelig abstrakt sensibilitet (hvis man overhovedet kan tale om en sådan) og en evne til at fastholde denne i lange, glidende forløb, hvor poetiske billeder rankeagtigt skyder sig ind i hinanden. I disse digte mærkes en mere udadvendt og direkte holdning. Hovedtemaet fra de tidligere bøger: kontakt mellem mennesker, først og fremmest set igennem det erotiske, føres her ind i et større og meget politisk bevidst rum uden at hendes særpræg derfor går tabt. M. L. er nok influeret af systemisk poetik, men hun forstår suverænt at udnytte denne i alment menneskelige sammenhænge, der gør hendes digtning bredt vedkommende. Der skrives simpelt hen ikke dybere, ikke mere overdådigt i den unge poesi.
