Det er ikke så lidt af et vovestykke af Jan Nissen at han efter Thorkild Bjørnvigs og Ole Wivels monumentale værker om Martin A. Hansen nu fremlægger en diger forfatterbiografisk studie. Men som person var Martin A. Hansen mere kompliceret og spændende end sine samtidige kolleger, måske også mere end hans digtning lader formode, i hvert fald er det en kendsgerning at han havde en usædvanlig udstråling. Han havde som en af de få i nyere tid oplevet den gamle bondekultur, inden den helt bukkede under for industrialiseringen. Det gav ham en indre splittelse, som afspejledes i hans digtning, men også et fast grundlag. Nissen har villet påvise den indre linie i Martin A. Hansens udvikling til forfatter, der går fra 1930, da han kom på seminarium, frem til omkring 1942. Det er både en ren dokumentation, byggende på et væld af indsamlet materiale, breve, dagbøger, samtaler med folk der har kendt digteren, klip og udkast, samt kritiske og vejledende kommentarer. Nissens studiekanikkeblot stå alene, den er et væsentligt supplement til Bjørnvig og Wivel.