Der er noget meget jordnært og livsbekræftende over Per Gammelgaards digte. Tonen er klar og enkel, udgangspunktet er det nordjyske landskab og mennesker, som danner baggrund for fantasier og drømme. I et af digtene taler han om sit udgangspunkt, der kan være nok så beskedent, men som han må have at gå efter, en ubetydelig medmenneskelig lyd, en cykelkædes smæld eller et stykke musik. Særlig stærkt står en serie portrætstudier over mennesker, han har kendt eller oplevet. Gammelgaards digte burde, åbne og naturlige som de er, nå en lidt større læserkreds, end det ellers er tilfældet med moderne digtsamlinger.
