Vore tegnere burde for længe siden være begyndt at øse af den nordiske mytologi. At det er oplagt stof, viser denne gennemillustrerede (små-børns)bog. Bogen er Ib Spang Olsens billeder i en tæt farvelagt, lidt sløret udgave, der giver den rette fornemmelse af en fjern fortids lidt slørede sagnfigurer. Hver dobbeltside viser en situation fra rejsen, og den tilsvarende tekst er trykt i mindre afsnit i de mindre betydende dele af billedfladen, hvilket nok slører et ellers pænt trykt skriftbillede. Nutidig og Mundret dansk er anvendt i fortællingen, der heller ikke indeholder ord af stor sværhedsgrad. Bogen er oplagt som oplæsningsbog i skolens mindste klasser. I tidligere tider, da der var mere tid på skolens ugeplan, fik børnene disse sagn fortalt i 3. klasse, og dette sagn kan da også læses af gode læsere i 3. klasse med nogle forklarende ord ind imellem fra læreren, men det vil i øvrigt interessere børn i de større klasser også.