Denne afhandling - en specialeopgave inden for faget dansk ved Københavns Universitet - tager sit teoretiske udgangspunkt i den såkaldte realismestrid mellem Lukåcs på den ene side og Brecht og Walter Benjamin på den anden. En strid, der især drejede sig om to vidt forskellige opfattelser af, hvorledes en venstreintellektuel skribent skulle forholde sig til klassekampen og det litterære system. Over en - måske nok noget forenklet og nuanceret - fremstilling af den politiske radikalisering i Sverige i løbet af 1960'erne, først og fremmest den såkaldte harmoniideologi og dens sammenbrud, når Erik H. Henningsen frem til Per Olov Enquist, som han har valgt som eksempel. I særdeles indgående og omfattende analyser af Enquists bøger Magnetisörens femte vinter, Legionärerna, Sekonden, Katedralen i München og Berättelser från de inställda upprorens tid gennemgås de problemer, der opstår, når en venstreradikal forfatter betjener sig af det borgerlige samfunds institutioner, in casu denlitterære tradition. Forfatteren påviser gennem fremragende og dybtborende analyser af disse fem centrale bøger i Enquists produktion tydeligt den cirkelbevægelse, der har fundet sted igennem den dokumentariske del af hans produktion tilbage til udgangspunktet i Magnetisörens femte vinter. En ikke alene velskrevet, men også anskuelig og spændende litterær analyse.
