Orphelinerne på det fortryllede slot

Så er 4. og (så vidt jeg ved) sidste bind af bøgerne om orphelinerne kommet. Her rykker de sammen med de 30 ligeledes forældreløse drenge ind på det gamle slot i Fontainebleauskoven. De to køn kommer ikke godt ud af det med hinanden, hvad der er forståeligt på baggrund af den givne opdragelse. Fordragelighed opnås først efter at drengene danner en ulvetrop med Geneviève som tropsfører. Bogen synes svagere end de foregående, for lidt hverdagstone. Napoleonsbegejstring, ridderromantik og spejderidealer plus lidt nationalisme breder sig, den venligt ironiske og halvt naive stil forlener dog også denne bog med en vis umiddelbar fransk charme. Svend Otto S.'s tegninger er heller ikke så inspirerede som i de andre bind. Rimelig anskaffelse til de læsere, der gerne vil vide, om orphelinerne levede lykkeligt til deres dages ende.

Læs hele vurderingen

Dette er tilsyneladende sidste bind i serien om orphelinerne, og historierne begynder også at tynde ud. Slottet, som orphelinerne flytter ind på, viser sig at være på højde med deres vildeste forhåbninger, men forventningerne om drengene som romantiske riddere slår ikke til - og man forstår i grunden drengene så godt. Dog det altfavnende spejdervæsen står parat med dagenes gode gerninger, som sidste tredjedel af bogen er en mere eller mindre original opremsning af. Bogen får sin happy ending! Drengene akcepterer deres rolle som de riddere, orphelinerne i deres romantiske drømme har ønsket sig, Geneviève bliver ulveungernes altid sanddru fører og Madame Fiattot betragter sig som en mor for dem alle. Historien er morsomt og underfundigt fortalt med visse spændingsmomenter, men den efterlader en irriterende fornemmelse af moraliseren. De børn der har kastet sig over de andre bind vil også nyde dette, der henvender sig til helt det samme publikum.

Læs hele vurderingen