En drengebande Mupferne og deres veninde Liese Smupfer søger sammen med to originale tanter Ivonka Pivonka, pige og 10 år, bortført af de tre Otto'er, der planlægger et postrøveri. Bogen er en kombination af fortælling og tegneserie, idet 2/3 af de 139 sider er illustrationer (helsides) med talebobler og/eller tekst i »skilteskrift«, og illustrationerne indgår som elementer i fortællingen. Det er en ganske god ide, men den alene kan ikke redde historien efter min mening. Komikken er som vi kender det fra mange tyske børnebøger alt for bastant, forsøg på ironi falder gumpetunge til jorden, illustrationernes jovialt-forsorne streg er uden charme og særpræg, mange detaljer i teksten (især i den ironiske afdeling) går ikke hjem hos den aldersgruppe, bogen som helhed henvender sig til, 6-10 år. Det der skulle virke frisk og »stort« (voksent) i detaljer i bogen, bidrager snarere til, at bogen som helhed virker »voksen« og nedladende over for børn. En unødvendig anskaffelse i et stramtbudget.