Spændende billedbog, hvor tekst og billede er meget integrerede, idet de tilsyneladende spring, der er i teksten udfyldes af billederne. Tegningerne fortsætter fortællingen og deltager aktivt i handlingen, således at man virkelig må tømme billedet for informationer for at få det fulde udbytte af bogen. Temaet er, at Søren (ældre mand med overskæg), Poul (tyk dreng) og Jette (negerpige) får alle deres ønsker opfyldt. Huset møbleres hurtigt, men ikke alle ønsker er lige vel overvejede. Bogen er et godt bevis på, at Hans Peterson og Palle Bregnhøj er et fornemt team. Her har de virkelig fået en helhed ud af samarbejdet. Kan varmt anbefales enten til oplæsning eller til selvstændig læsning i 3.-4. klasse, hvor spillet mellem tekst og billede nok skal give læsere.