11-årige Thomas er alene hjemme en week-end, keder sig lidt, kigger ud af vinduet og får øje på en »hund« i haven. Han tager den ind i huset, hvor den laver en del ravage; men det er ikke underligt, for det er en undvegen cirkusløve. Han går tur med den, hvorunder det er løven og ikke drengen, der bestemmer farten. Om natten får han hjælp af løven, da nogle tyve bryder ind. Løven afhentes sluttelig, og alt ender godt. En ret alm. historie (dusin-historie), hvis der ikke havde været en fin skildring af en kontaktsøgende dreng, der har vanskeligheder med at blive accepteret af kammeraterne. Vi har truffet typen før hos forfatteren; men det gør ikke bogen ringere. Illustrationerne jævne. Typografien god. Foreslås til selvlæsning i 3.-4. klasse.