I Benny Andersens forrige digtsamling Portrætgalleri (1966) var der tegn på en nyorientering, som virkede frugtbar. Samme tegn ses her. Han røber voksende bevidsthed om digtet som tekst, som udtryk og kommunikation og som konkret sag, som ting. I et digt fabler han om at kravle ud over kanten på digtet og ned på undersiden, i et andet overfaldes han af ord i en grad så han næppe selv kan få - ordet. Kort sagt: uden at have sat en tøddel af charmen og den akavede dybsindighed til er Benny Andersen med Det sidste ø/i og andre digte kommet under vejr med boldgader som også kunne blive hans. Der er sket noget i hans digte som man ikke har set før hos ham, og det er i sig selv spændende.