Den lykkelige død

Der er rigtig gang i Camus for øjeblikket. Først essaysamlingen Ret og vrang og nu romanen Den lykkelige død, som Camus trods talrige bearbejdelser i årene 1936-38 næppe fik gjort definitivt færdig, og som derfor ikke blev udgivet. Romanens hovedtema er ganske åbenlyst: hvordan kan man leve sit liv så lykkeligt, at selv døden bliver lykkelig. Og til belysning af dette anvender Camus dels selvbiografisk materiale fra opvæksten i Alger, fra sin rejse i Centraleuropa og fra sanatorieopholdene - hele dette selvbiografiske element har Roger Quilliot gjort minutiøst rede for i Pléiade-udgaven af Camus - dels en række fiktive indslag. Resultatet er blevet en roman, som ikke er en roman, hvis handling falder fra hinanden, og hvis bedste dele ikke er i romanform, men snarere slutter sig til essaysamlingerne Ret og vrang og Noces, af Roger Quilliot meget træffende karakteriseret som "dårligt syet sammen og fremragende skrevet". Den fremragende danske oversættelse er forsynet med en godindledning, i hvilken der gøres rede for værkets tilblivelse.

Læs hele vurderingen