Asfaltballet er skrevet med en sådan overdådighed af fantasi og skrivekunst, at det ville være noget nær et mirakel, hvis hver eneste novelle i den havde været helstøbt. Holst vil det hele, og han kan en masse, hans beherskelse af sproget er suveræn, men ideen og handlingen tager undertiden magten fra ham. Ligesom i Dyret begynder han altid med en konkret situation eller billede, som han så lader udvikle sig, og ligesom i denne har han delt bogen i tre dele. Første del, der indeholder historier fra barndommen i Vendsyssel under besættelsen, er den bedste med rene perler af fortællekunst som Pæretræet, Omvendelsen og Støvlerne. Anden afdeling, hvor han prøver at presse historierne ind i mytens eller legendens form, er den svageste. Med tredie del viser Holst, at han også kan behandle »moderne« temaer, især Solstik, en overordentlig stærk og præcis sanset fortælling om usikkerhed og angst, vækker store forhåbninger. Han er en mand på vej mod højderne, som det kan betale sig forbibliotekerne at investere i - man får virkelig noget for pengene.