Sven Holms første roman efter de to glimrende novellesamlinger Den store fjende og Nedstyrtningen vil nok volde mange læsere kvaler. Ligetil er den ikke, og for den sags skyld da heller ikke på højde med hans bedste noveller. Den er delt op i tre afsnit, alle koncentrerede om den mægtige hovedperson, den gådefulde Woll, til at begynde med en afsat herskerskikkelse, senere, i sidste afsnits slutning, genindsat som hersker i en forjættet verden, det nye land. Første afsnit fortælles af Wolls påklæder Albar og beretter om en række camouflerede udflugter og, ikke mindst, om Wolls voldsomme udskejelser under disse. I andet afsnit er det Woll selv, som fortæller, nu om en fest af enorme dimensioner, hvor hans undergivne knægtes og forhånes efter besynderlige ritualer. Festen ender med, at Woll drives i landflygtighed. Sidste afsnit, det mest oplysende, fortælles af skriveren Agon, som pertentligt skildrer Wolls flugt med dampskibet ATLAS: billede på mangt og meget, efter hver læserslyst. Swedenborg og Dante rumsterer i disse mægtige skilderier, men også en Sven Holm prøver vinger af betydelig længde. Han er ambitiøs med talentets klare ret.