Den debuterende forfatterinde har tidligere skrevet noveller til bl. a. "Perspektiv" og "Vindrosen". Denne første samling består af 16 korte og et par længere noveller, der bevæger sig fra det mest dagligdags miljø til en eventyrverden befolket med engle eller en kejser. Det vil igen sige, at mange af novellerne udspilles på et symbolsk plan, hvor personerne hver især er indesluttet i deres private fængsler. Engle basker mod burets sider, mennesker kæmper med sig selv mod isolationen. En papegøje sidder i den ganske korte, afsluttende novelle og filosoferer over muligheden for at komme uden for burets tremmer, uden at den dog tør vælge den besværlige frihed. Forfatterindens sprog er sikkert og godt, men hele novellesamlingen virker lidt stiv med mindelser om andre, der var mestre i at fortælle sære og fantastiske historier.